Her er en ung mand, der gerne vil have en fed bil.

En fed bil, der koster mange penge. Så for at få sig en bil, bliver den unge mand nødt til at skaffe sig nogle penge.
Hans jævnaldrende laver kedelige og almindelige ting som at stå på tankstation, stå i lære eller arbejde i Bilka, Næstved. Helt almindelige ting, der giver en ok men ret lille løn.

Hvis man vil have sig en hurtig bil, må der andre boller på suppen tænker vor ven.
Et firma er nøglen til velstand. Fra tanke til handling er der ikke langt og firmaet bliver oprettet i april 2012.
Den unge mand har set, at der er penge at tjene på nettet hvis man er lidt kvik i pæren.
Det drejer sig om trafik, masser af trafik.
Ret hurtigt bliver der lavet en side med sjove klip og billeder, der kan underholde.
Siden skal promoveres og her er Facebook et godt sted at hente besøgende. Facebook brugere synes nemlig det er sjovt at dele en skør lille video.
Siden vokser sig stor og der kommer penge ind.
Flere sider kommer til, det går jo godt.
Den unge mand er glad og vil have endnu mere gang i hjulene.
Han har godt set, at man kan fuske lidt med at få besøgende fra Facebook.
Efter lidt overvejelser beslutter han sig til at prøve.
Han registrerer et domæne, der lokker med gratis gaver.
Gratis er nemlig et magisk ord på Facebook. Det får folk til at dele og trykke på knapper ret ukritiskt.

For nylig fik den unge mand så held til virkelig at komme ud over rampen.
Lidt likejacking og spænd sikkerhedsselen.

Du bliver lokket med en gratis gave, der ikke eksisterer, men det er sagen uvedkommende.
Du bliver bedt om at trykke ok for at have chancen for at vinde et headset og hvor slemt kan det lige være. Det er nogle fede hovedtelefoner.

Denne gang gik det dog lidt over stregen. Lidt for mange blev sure over at blive lokket til at like og dele sådan noget spam. Der var rygter fremme  om, at hvis man ville have en chance skulle man sige ok til at melde sig som abonnent hos Lotto24. En udskrivning på kr.299,- hver måned. Det kan dog opsiges når som helst.
Pointen er, at vores unge bilglade ven får en bid af kagen, hver gang han lokker en Facebook bruger til at melde sig ind.
Det er godtnok ikke noget forbrugerombudsmanden tillader, men det bryder vores ven sig ikke rigtigt om.
Han skjuler sin identitet bag en anonym domæneregistrering hos Godaddy.com.
Headset siden bliver dog ret hurtigt taget ned, da den bliver blokeret på Facebook.

Men vor unge ven, der holder fester med sine venner fra HTX lader sig ikke sådan slå ud.
Fremgangsmåden virker jo – indtil Facebook lukker den igen. Men så længe den kører, kører den godt.
Således motiveret har den unge mand allerede en ny side undervejs.
Denne gang er det waterspeakers. Lige noget for de unge påFacebook.
Igen er siden anonymt registreret så Facebook ikke lige finder den unge mand. Han er godt klar over, at Facebook ikke rigtigt har tid til at undersøge hvem han i virkeligheden er.
På den måde fortsætter det.

Denne gang er det ikke bare en tilladelse til at dele på egen side man siger ja til. Nej nu skal det være mere spændende.
Den nye fremgangsmåde er, at når man klikker på aktiveringsknappen på lokkesiden så bliver man bedt om at installere et plugin til Chrome kaldet Ad Block+
Ville du installere det plugin?  Nogle vil, det er jeg sikker på. Det er et godt troværdigt navn og vi vil gerne beskytte vores computer.

Mit gæt er, at det eneste det plugin kan er at poste kommentarer på Facebook på dine vegne.
Det er kun et gæt. Jeg orker ikke lige at tjekke det lige nu.
Du støder sikkert selv på linket til konkurrencen om waterspeakers en af de nærmeste dag, hvis du ikke allerede har haft fornøjelsen.

Vores unge ven, der står bag dette her er ikke ubegavet. Han har skiftet sit fornavn ud på Facebook så han ikke er så nem at finde. Han hedder Patrick men kalder sig Patti…